Hvorfor er Engineering relevant i trafikprojekter?
Samarbejde med Engineer the Future
Vores samarbejdspartner, Engineer the Future, arbejder for at inspirere flere børn og unge til at vælge naturvidenskab, it og teknologi som karrierevej. I dette blogindlæg vil vi præsentere deres succesfulde metode og forklare, hvorfor den er relevant for os at inddrage i trafikprojekter.
Mange af elementerne i Engineering-designprocessen minder om den metode, vi har brugt og videreudviklet i Trafik i Børnehøjde gennem de sidste 11 år. Derfor er det oplagt for os at samarbejde med Engineer the Future. Engineering-metoden er udviklet til grundskole og gymnasiet og bygger på ingeniørens arbejdsmetoder, men mange fagligheder arbejder med ”engineering” eller lignende designmetoder.
Karakteristiske træk ved engineering-metoden
Engineering-metoden tager udgangspunkt i en række karakteristiske træk som vi finder meget interessante – og overførbare til den måde hvorpå vi arbejder med eleverne i vores trafikprojekter.
Karakteristiske træk ved Engineering i undervisningen:
At løse et virkelighedsnært (globalt/lokalt/personligt) problem/behov i en iterativ, systematisk proces
Udvikle en prototype der kan testes og forbedres og som løser problem/behov ”godt nok” ved hjælp af naturfaglig viden og undersøgelser
Udvikle planer og instruktioner for, hvordan artefakter skal konstrueres – størrelse, form, materialer, metode, trin under hensyntagen til kriterier (hvad skal prototypen leve op til), rammer og krav (tid, penge, materialer og udstyr, metoder, dokumentation)
I projektet "Elever som Trafikeksperter" ser vi frem til at blive inspireret af den måde hvorpå Engineer the Future arbejder. Vi ser en stor fordel i samarbejdet og forventer, at endnu flere elever har mulighed for at være med til at præge deres skoleveje og prøve at arbejde som trafikingeniører.
Engineering-designprocessen i Trafik i Børnehøjde
Ved at anvende Engineer the Futures Engineering-designproces har vi i Trafik i Børnehøjde fået et værktøj, der hjælper os med at tydeliggøre de forskellige processer i trafikprojekterne ude på skolerne. Vi kan nu mere visuelt forklare eleverne, hvilken metode der bruges, når de skal identificere problemstillinger, udvikle nye ideer og løsninger samt præsentere deres projekt for resten af skolen. Vi har allerede været på en skole, hvor eleverne kender til designprocessen og det gør kun eleverne mere motiveret.
Engineering-designprocessen:
Forstå udfordringen:
Læreren introducerer problemfeltet/narrativet, og gennem aktiviteter afgrænses udfordringen. Elevgrupper og lærer bliver enige om mål og rammer for det kommende arbejde. Grupperne drøfter egen forståelse af udfordringen, fx ved at beskrive den med egne ord.
Undersøge:
Elevgrupperne kortlægger relevant viden, de får brug for. De skaffer og tilegner sig viden.
Få ideer:
Elevgrupperne udvikler, forhandler og vælger ideer, som de vil arbejde videre med.
Konkretisere:
Elevgrupperne konkretiserer, skitserer og vælger materialer til den konkrete ide. De planlægger det videre arbejde og fordeler opgaverne.
Konstruere:
Elevgrupperne virkeliggør deres idé ved at fremstille en prototype med valgte materialer og redskaber.
Forbedre:
Elevgrupperne tester, evaluerer og forbedrer prototypen. Dette medfører ofte, at elevgrupperne må tilbage og gentage tidligere delprocesser, fx ideudvikling eller måske indsamling af mere viden gennem undersøgelser.
Præsentere:
Elevgrupperne præsenterer løsning, overvejelser om designprocessen og valg truffet undervejs.
Undervisningsmateriale – det konkrete udbytte
I samarbejde med Lene og Nina fra Engineer the Future skal vi til at udvikle et konkret undervisningsmateriale, der skal integrere vores metode med Engineering-designprocessen. På Tommerup Skole i Assens Kommune skal vi i gang med at afprøve nogle af de konkrete opgaver der skal være en del af undervisningsmaterialet – og det skal selvfølgelig tænkes sammen med designprocessen.
Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne. Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028.