Villum Fonden støtter ‘Elever som trafikeksperter’

Torben Ingerslev Roug om Villum fondens Støtte

Torben Ingerslev Roug fra Villum Fondens afdeling, der støtter projekter inden for børn, unge og science deltog i foråret i den igangsættende event på Dalby Skole i Kolding.

I videoen fortæller Torben om de overvejelser, der ligger bag Villum Fondens beslutning om at støtte projektet ‘Elever som trafikeksperter’.


Hvorfor Støtter Villum Fonden ‘Elever som Trafikeksperter’?
Torben fortæller bl.a. at Villum Fonden har støttet projektet,

“...fordi det (projektet) i meget høj grad er undersøgende og virkelighedsnær naturfagsundervisning, som involverer børnene til at være med til at skabe nogle løsninger, som påvirker deres egen hverdag - og det er virkelig, virkelig stærkt.”

På Dalby Skole har eleverne netop været med til at ændre trafikforholdene foran deres skole. Et af elevernes forslag var at lukke en del af vejen foran skolen for biltrafik.  


Mere tryg skolevej En lukket skolevej har skabt et bilfrit område direkte foran skolen, hvilket udvider trygheden for cyklister markant. Dette betyder, at børnene kan færdes mere trygt i området uden at skulle bekymre sig om bilernes tilstedeværelse. For forældrene giver det også en stor tryghed at vide, at deres børn kan cykle til og fra skolen i et sikkert miljø.

Forslaget om en lukket skolevej er et godt eksempel på, hvordan elevernes egne ideer kan føre til reelle og positive ændringer i deres hverdag. Projektet viser også, hvordan undersøgende og virkelighedsnær naturfagsundervisning kan inspirere børn til at tage ansvar og komme med løsninger, der gør en forskel både for dem selv og andre børn i lokalområdet.

Vi har spurgt eleverne i 5.b om de mener, at klassens ideer har gjort en forskel for andre elever på skolen. Det synes 18 ud af 19 elever - se herunder.

Vi glæder os til at skabe endnu mere undersøgende og virkelighedsnær naturfagsundervisning ude på skolerne efter sommerferien, hvor vi skal lave projekter i Aarhus, Vejle og Assens Kommuner.


Trafik i Børnehøjde har modtaget støtte til projektet ’Elever som trafikeksperter’ fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Østifterne. Projektet udføres over fem år frem til 31. december 2028. 

 
 
 
Forrige
Forrige

Fremtidens problemløsere

Næste
Næste

Elevinddragelse - reel indflydelse eller ’skin-inddragelse’?